Barolo

Traditionalister, modernister og pragmatikere i Barolo

Forskellene mellem traditionalister og modernister bliver mindre i Barolo-distriktet, hvor lavere høstudbytter, varmere klima og pragmatiske vinproducenter er med til at nedbryde fortidens fronter mellem modernister og traditionalister.

Kampen og bølgerne om hvilken Barolo, der er den rigtige, har gået højt i Italien. Traditionelle og moderne vinproducenter har strides bravt om retten til at definere, hvordan en Barolo skal smage, men stigende fokus på kvalitet i form af lavere høstudbytter samt varmere klima og flere pragmatiske vinproducenter er med til at reducere polemikken, redefinere vinen og fortællingen om det berømte vindistrikt, der er kendt for tanninrige vine på Nebbiolo-druen.

Barolo er navnet på en by, en kommune og en DOCG, som ligger for foden af Alperne i Piemonte. Distriktet er forholdsvist lille og har mange små producenter. Der er omkring 750 vinbønder i Barolo, som dyrker vin på lidt mere end 1750 hektar fra Verduno i nord til Monforte d’Alba i syd.

Tjære, tørrede rosenblade, og Nebbiolo

Nebbiolo er hoveddruen i Barolo. Den modner sent, har en markant struktur og en sammensat duft og smag af blommer, hindbær, mynte, violer, tørrede rosenblade og tjære. Barolo har masser af frugt- og garvesyre og skal ofte flaskelagre for at opnå et harmonisk udtryk mellem frugt og syre. Det er ikke usædvanligt, at en enkeltmarks-barolo kan lagre i 20 til 30 år eller længere.

De bedste vine i distriktet kommer som regel fra syd og sydvestvendte skråninger i mellem 150 til 350 meters højde, hvor middagssolen sørger for, at der er varmt nok til, at druerne modner ordentligt. De bedste parceller er små og sammenligner man med andre vindistrikter er Bourgogne en oplagt reference, fordi størrelsen, klassifikationen af marker og forkærligheden for brugen af lokale druer og enkeltdrue-vine er faktorer, som begge distrikter har til fælles.

Modernister vs. traditionalister

Udviklingen i Barolo gik i 90’erne fra en traditionel vinifikation med lang gæring i op til 30 dage, stort udtræk af tanniner og årelang lagring på store slovenske botti til en mere moderne vinifikation med hyppige overpumpninger eller brug af roto-fermentatorer og kortere gæringstider omkring en uge og 10 dage for at opnå en blidere og mere frugtig vin, som ofte lagrede på små franske fade.

Selvom moderne vinifikation har vist sig at være en uovertruffen opskrift på succes i et marked, hvor forbrugere i stigende grad efterspørger hurtigudviklede og drikkemodne vine, var der mange producenter, som fastholdt de traditionelle produktionsmetoder, og traditionalisterne havde ingen problemer med at sælge deres vine, selvom de ofte krævede mere end ti år på flaske, før tanninerne var drikkemodne.

Polemik og pragmatiske vinproducenter

Fronterne mellem de to skoler var i en periode trukket hårdt op: Traditionelle producenter beskyldte modernisterne for at lave internationale vine med overdreven brug af nye fade, der overskyggede vinens regionale karakter og Nebbiolo-druens karakteristiske duft af tjære og tørrede rosenblade. Moderne producenter svarede igen ved at kritisere traditionalisterne for at lave astringente og frugtsvage vine med rustikke tanniner og en hård frugtkerne, som i værste fald var visnet eller oxideret længe før, vinen var drikkemoden.

Modsætningsforholdet mellem traditionalister og modernister er dog aftaget meget de senere år, hvilket skyldes en række forskellige faktorer: Dels har et bedre markarbejde været med til at begrænse høstudbyttet til færre, men bedre druer. Dels har også klimaforandringer mindsket forskellene mellem de to stilarter, fordi varmere vejr har bidraget til blødere og mere modne tanniner i vinene fra begge skoler.

Desuden har det voksende fokus på autentiske vine med tydeligt terroirpræg nærmest fjernet interessen fra de meget tekniske moderne vine. Flere af de tidligere modernister laver i dag vine, der er lang mere klassiske end tidligere eller som kun er skyggen af de frugt- og fadbomber, de var i 90’erne. Og endelig har mange af de klassiske/traditionelle producenter ladet sig inspirere af dele af den moderne skole. Der er kommet en langt mere pragmatisk indstilling hos mange producenter, som bruger både traditionelle og moderne teknikker og dermed har været med til at nedbryde fronterne mellem modernister og traditionalister.

Kalk, sand og ler i de vigtigste kommuner

Ud af de 11 kommuner i Barolo er der navnlig fem kommuner i distriktet, som skiller sig ud i kvalitetsmæssig sammenhæng. Det gælder La Morra, Barolo, Castiglione Faletto, Monforte d’ Alba og Serralunga, som er blandt de kommuner, der var med i den første oprindelige klassifikation af distriktet.

Monforte d’Alba, Serralunga og den sydlige del af La Morra og har relativt kompakt jord med et højt indhold af sandsten og jern og laver de kraftigste og mest strukturerede vine i distriktet. Jorden i Barolo-kommunen og den nordlige del af La Morra og er domineret af kalk, mergel og ler, hvilket giver mere bouquetrige, blødere og relativt tidligt modne vine med mindre udtalt struktur. Jorden i Castiglione Faletto er rig på kvarts, kalk og mergel, og vinene herfra er typisk de letteste i distriktet med velduftende frugt og stor dybde.

Markerne i Barolo-distriktet har varierende jordbundsbundsforhold med større eller mindre mængder af sand og ler. Marker med stort indhold af ler holder på vandet, hvilket er en fordel i varme år, mens sandede jorde dræner bedre og generelt klarer sig bedre i år med store mængder nedbør.

Vietti

Niche Vine har samarbejdet med stjerneproducenten Vietti i mange år. Viettis vingård ligger i Castiglione Faletto og er kendt for både at lave Barolo i en ”oplyst” traditionel stil. Dvs. deres Baroli hælder mod den mere traditionelle, rene og strukturerede stil, men med fuld inkorporering af de teknikker, der fremmer en blødere mere moden frugt, som f.eks. malolaktisk gæring på barriques.

Den meget åbne indstilling til de tekniske valg, hvor det alene er druerne, der bestemmer hvordan vinen skal laves, er nok den væsentligste forklaring på, hvorfor Vietti de sidste 10 år er blevet en af områdets mest efterspurgte og omtalte producenter. Her handler det ikke om stilistisk stædighed, men om kvalitativ kompromisløshed.

Vietti råder blandt andet over nogle af de bedste parceller på enkeltmarker som Brunate, Villero, Rocche og Lazzarito. Vinhuset laver selvfølgelig også rødvin på Barbera og Dolcetto samt hvidvin på Arneis og dessertvin på Moscato.

Læs mere Barbera d’Alba, Barbera d’Asti, Langhe Nebbiolo og Barolo fra Vietti.