Chianti

Chianti, supertoscanere og Sangiovese

Chianti har nydt godt af løbende opstramninger af DOC og DOCG-lovgivningen med fokus på lave høstudbytter, bedre kloner og højere andel af Sangiovese-druen i områdets vine. Bordeaux-inspirerede supertoscanere har også været med til at sætte distriktet på det internationale verdenskort i den tidligste fase af udviklingen af det moderne Toscana.

Chianti DOCG er Italiens mest produktive vinområde med omkring 60.000 hektarer vinmarker og strækker sig over et område, som er større end Bordeaux. Der kan derfor være en verden til forskel på den oprindelige Chianti-zone, der mere eller mindre er synonym med Chianti Classico, og vinene fra det øvrige Toscana.

Chianti Classico

Chianti Classico kommer typisk fra marker i 250- 500 meters højde over havet eller højere. Det kølige klima i højderne giver de bedste betingelser for at dyrke Sangiovese, der modner forholdsvist sent. Sentmodnede druer har større kompleksitet, friskere syre og den karakteristiske lette, friske og saftige Sangiovese-tone, som kendetegner de bedste vine fra distriktet. Sangiovese trives bedst på de relativt højt beliggende marker, hvor højdeforskel og skråninger er med til at sikre frisk blæst og store udsving mellem nat- og dagtemperatur, hvilket er en forudsætning for at dyrke Sangiovese med virkelig finesse, lethed og exceptionel kvalitet. De varme temperaturer om dagen resulterer i sunde og modne druer, mens de kølige nætter giver vinen tilstrækkeligt med syre til at sikre liv og friskhed i vinen.

I dag er Chianti Classico nærmest synonymt med Toscansk vin og Sangiovese, men sådan har det ikke altid været. Frem til 1967 var det tilladt at bruge op til 30 % grønne druer i en Chianti, og en del af årsagen til distriktets nuværende succes skyldes blandt andet strengere DOC- og DOCG-krav til mindre høstudbytter, bedre kloner og større andel af Sangiovese i Chianti Classico. Brugen af grønne druer er først blevet endeligt forbudt i 2006. Få områder har som Chianti Classico lavet nye regulativer, rapporter og handlingsplaner gennem de sidste 30-40 år, for at forbedre både vin og image. Men som det ofte er tilfældet i den kvalitative del af verden, har det typisk været enkelte producenter, der har flyttet barren og hævet niveauet, end det er politik og regler.

Chianti Colli Senesi

Chianti Colli Senesi ligger syd for Classico-zonen i området syd for Siena, og byder også på gode og elegante vine, som det er værd at følge – især når vinen kommer fra de rette producenter. Som hovedregel laver de bedste producenter af for eksempel Brunello di Montalcino, også dejlige enkle Chianti Colli Senesi.

Supertoscansk oprør

Forbedringen af vinene fra Chianti er langt fra det officielle DOC/DOCG-systems fortjeneste alene. Fremkomsten af de såkaldte supertoscanere i 1970’erne har på godt og ondt også bidraget til at øge kvaliteten af vinen i distriktet.

De første supertoscanere opstod som eksperiment og protest imod Chianti- vinenes lave kvalitetsniveau. Den utraditionelle druesammensætning med internationale druesorter som Merlot og Cabernet Sauvignon som hoveddrue eller supplement til Sangiovese betød, at de nye vine blev klassificerede som Vino da Tavola (VdT).

I dag klassificeres langt de fleste supertoscanere som IGT-vine – en kvalitetsbetegnelse, som til dels er oprettet for at anerkende de supertoscanske vine, der ikke efterlever de traditionelle krav til oprindelse og druesammensætning i DOC og DOCG vine. En del af de tidlige supertoscanere opfylder rent faktisk kravene til at kunne aftappes som DOCG, men vælger af princip fortsat at fastholde identiteten som supertoscaner og mønsterbryder. Det er dog en vigtig pointe, at hvor begrebet supertoscaner var ekstremt hypet for 15-20 år siden, så er interessen generelt faldet i takt med, at mad og vin verdenen har fået mere fokus på autencitet, oprindelse og ægthed. Der er lidt millenium-anakronisme over nogle af vinene, og man kan godt argumenterer for, at de som begreb har haft deres tid, har påvirket regionen, men også til dels har overlevet sig selv.

Monteraponi

Niche Vine samarbejder med Monteraponi, som laver levende, naturlig og økologisk Chianti Classico fra nogle af områdets højest beliggende marker i området mellem Castellina in Chianti og Radda in Chianti – det der for mange er smørhullet i Chianti Classico. Både den almindelige Chianti Classico og Riservavinen il Campitello er lavet på 90% Sangiovese og 10% Canaiolo (riservaen dog med 2% Colorino). Der er med andre ord ingen internationale druesorter i disse vine. Heller ikke i deres seneste Chianti Classico Riserva ”Baron Ugo”, der er ren Sangiovese fra gårdens højest beliggende mark.

Læs mere om Chianti Classico fra Monteraponi.