Publiceret

Ny vingård fra det centrale Spanien – Jiménez-Landi

JiménezLandi-Bajondillo 2014Vi har længe været på udkig efter en typisk spansk landvin – koncentreret og med varme krydrede toner, men uden overdreven ekstraktion, alkohol og parfume. Og nu har vi fundet vingården:

I Méntrida godt 50 kilmeter vest for Madrid ligger familiegården Jiménez-Landi. Selvom der er dyrket druer og lavet vin siden 60’erne, så handler det hele om perioden efter 2004, hvor José Benavides Jiménez-Landi har haft ansvaret for gården.

Jiménez-Landi har 20 hektar fordelt på 15 hektar i Méntrida , der ligger i 550-600 meters højde og 5 hektar i Real de San Vicente, som ligger i 750-900 meters højde. Højden er helt afgørende for den friskhed og kompleksitet, som vinen besidder. En friskhed, som ikke er nogen selvfølge i området nord for Toledo, hvor de ekstremt varme somre nemt giver alt for tunge vine. Dyrkningen er økologisk, men gården har endnu ikke fået certifikat efter den obligatoriske konversionsfase.

De forskellige parceller vinificeres separat på ståltanke, på nær de to topvine fra Real de San Vicente, som gæres på åbne træfade. Der arbejdes kun med den naturligt forekommende gær. For basisvinens Bajondillo’s vedkommende, så lagres vinen efterfølgende på en blanding af ståltanke og træfade i variable størrelse fra 500-3000 liter. Her er hverken overekstraktion, eller støjende fadkrydring – bare kraftig, men stram rød frugt.

Vi er startet med gårdens basisvin Bajondillo, men de resterende vine fra Jiménez-Landi følger snart trop.

Læs mere om Bajondillo.