Bianka & Daniel Schmitt

Vi har kendt til vinene fra Daniel og Bianka Schmitt i en del år efterhånden, og har altid været enormt glade for deres rene, præcise og ærlige stil.

Skæbnen ville, at vores veje skulle krydses, og vi kan nu stolt meddele at vinene igen er at finde på dansk grund, hos Niche Vine!

Bianka og Daniel har hjemme i Rheinhessen, en region som er kendt for at være helt fremme i skoene, når det gælder unge talenter med biodynamisk tankegang og et kreativt, fremadskuende sind.
De overtog Daniels families vinmarker i 2012, og har siden arbejdet målrettet i først biodynamisk, sidenhen helt naturlig retning.

Vinene besidder koncentration, renhed og enorm drikkeglæde, og det gør sig gældende på alle niveauer – fra deres simple liter-vin “Frei. Körper. Kultur” på blandede druer fra ståltank, til 2021 Voodoo Doll, gårdens intense Riesling med 3-4 dages skindkontakt efterfulgt af lagring med flor på gamle tonneaux.

Vi glæder os vildt til at få langet vinene over disken, så du kan få smag for sagen!