Monteraponi

Producent: Monteraponi

Land: Italien

Område: Toscana

Underområde: Chianti Classico

Vi var i sin tid på udkig efter en Chianti Classico producent med et traditionelt og meget autentisk Sangiovese udtryk. Et hus hvis stil skulle supplere den vi allerede har hos Sesti i Montalcino. Tendensen har desværre i en årrække gået den modsatte vej i Chianti Classico, mod mere moderne og mørkere vine, så opgaven har ikke været helt let.

Efter lang tids søgen fandt vi omsider den ægte vare. Michele Braganti og familie har deres lille gård i smørhullet Radda in Chiani. Markerne ligger i 450 meters højde, og er tilplantet med 90% Sangiovese & 10% Canaiolo. De dyrkes økologisk, og vinene er noget af det mest levende og naturlige vi har smagt fra Chianti Classico. Det er indtagende, bløde og lette vine med udpræget finesse. Men det snyder, for vinene kræver faktisk tid i glasset, før de udvikler og åbner sig fuldstændigt. Deres Chianti Classico skifter efter 24 timers iltning fra animalsk og mørk, til floral og dansende.

Druerne gærer på cementtanke, og det er selvfølgelig spontangæring på de naturlige gærkulturer. Også den malolaktiske gæring finder sted spontant på cementtanke. Vinen lagrer henholdsvis 12 måneder (Chianti Classico) og 24 måneder (Riserva ”il Campitello”) på en blanding af 2 år gamle barriques & 2500 liter slovenske fade. Aftapningen er selvfølgelig ufiltreret.

Læs mere om Chianti vin.