Beskrivelse
I landsbyen Ayl langs Saarfloden (sideflod til Mosel) ligger den 6,7 hektar vingård Weingut Peter Lauer. Den årlige produktion er blot 45.000 flasker, hvoraf en stor del bliver brugt på Lauer familiens egen restaurant. Gården ledes i dag af Florian Lauer, der er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier. Hele filosofien hos Lauer er naturlig, uden dog at være certificeret økologisk – og al gæring er spontangæring.
Markerne er tilplantet 100% med Riesling, med en gennemsnitsalder på 45 år – de ældste er op til 90 år. Hovedparten af parcellerne ligger på Ayler Kupp, en af Saar’s bedste vinmarker, med mindre parceller på markerne Saarfeilser, Sonnenberg & den ekstremt stejle Schonfels.
Lauers Beerenauslese er sød Riesling lavet udelukkende på druer høstet så sent, at vandet i mosten er fordampet, så druerne nærmest ligner rosiner. Det giver et vanvittigt højt sukkerniveau, samtidig med at syren bevares – ideelt til dessertvin fra øverste hylde.
Normalt finder Lauers Beerenauslese ikke vej til vores hylder, men 2017 årgangen drikker så uendeligt smukt, at vi simpelthen ikke kunne lade være.