Beskrivelse
Stephan Kraemer står sammen med sin kone Simone bag det, der bedst kan betegnes som en blandet landbrugsvirksomhed med omkring 70 hektar afgrøder, herunder markgrøntsager som gulerødder og rødbeder, sukkerroer, solsikker, havre, hvede, spelt og bælgfrugter. Der er desuden 4 hektar stejle vinmarker i Taubertal, som familien erhvervede i 1983.
De stejle terrasser ligger ved Tauberzeller Hasennestle og Röttinger Flint. Her står der Silvaner, Müller Thurgau, Riesling, Bacchus, Johanniter, Schwarzriesling og Regent, og derudover opkøber Kraemer også en smule Scheurebe fra gode venner.
Vinene er skarpe, rene og ærlige – alle med et nærmest salt mineralsk udtryk. Det stadig mere bæredygtige arbejde i vingården gennem de sidste par år har vist, hvad Stephan kan. Hans vine er mere autentiske, mere selvsikre og mere uafhængige end nogensinde før.
Gårdens Sylvaner Muschelkalk er en vin der skal lokkes lidt – hiv gerne proppen af dagen inden du drikker den, eller smid den en tur på karaffel. Så skal du til gengæld se løjer! Kæmpe struktur og et nærmest viskost udtryk, med oste-laktiske noter, salt citron, Savagnin mindelser. Puha, det er godt.