Beskrivelse
I starten af 90’erne købte Ferdinando Zanusso 12 hektar vinmarker med gamle vinstokke på to top-parceller: Corno di Rosazzo (Colli Orientale del Friuli) og Brazzano di Cormons (Collio). Målet var vine der var 100% transparente og rene formidlere af deres tradition, område og jord – med andre ord: autentiske vine.
Første årgang var 1996, og produktionen er i dag på ca. 30.000 flasker årligt. Vinene dyrkes økologisk med ekstremt lavt høstudbytte (typisk 20 hektoliter pr. hektar), spontangæres, vinificeres og lagres ”sur lie” på stål og skabes bevidst så rene og utilslørede som muligt. Det er komplekse og koncentrerede vine, men de er også sarte og lidt skrøbelige, og det er præcis det spil, der skaber den intensitet og nerve, der giver fornemmelsen af noget absolut unikt.
Galea er den ene af to topvine fra I Clivi. Det er 100% Friulano Colli Orientale, og som noget relativt nyt er gården begyndt at implementere en smule fad i både vinificering og lagring. Det er stadig usminket vin med terroir i fokus, kridtet og salt i stilen, men med en anelse mere vægt end tidligere.