Beskrivelse
Fanny Sabres kælder ligger i Pommard, med 5 hektar marker fordelt over Côte de Beaune i kommuner som Aloxe-Corton, Savigny-les-Beaune, Beaune, Pommard, Volnay og Meursault.
Stilen hos Fanny Sabre er fremfor alt balance og finesse. De røde spiller på lette, florale og næsten svævende toner. Ofte med ret stor modenhed, men lette og duftende, og med mere tyngde i næsen end i munden. De hvide er en snært mere rige i frugten, men med en meget distinkt syre og mineralsk kerne, så de fastholder elegance og stor kompleksitet.
Udover marker i Côtes de Beaune har Fanny også lidt parceller i Gevrey-Chambertin, nærmere bestemt “Le Combe de Laval”, “La Justice” og “La Combe d’Orveau”. Herfra laver hun en eminent kommunevin. Stokkene er mellem 40-70 år gamle, og der beskæres grundigt for at sikre et lavt udbytte. Druerne undergår alkoholisk og malolaktisk gæring på hhv. cementtank og gamle fade, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på gamle barriques.
Det er elegant, mørkfrugtet og saftigt, med silkebløde tanniner og lang finish. Drikker godt nu, men med stort lagringspotentiale!