Beskrivelse
Colle Florido ligger i Abruzzo, den grønneste vinregion i Europa, da næsten halvdelen af arealet består af nationalparker og beskyttede naturreservater. Cirka 20 minutters kørsel ind i landet fra kystbyen Pescara og Adriaterhavet, har Andrea Ugolotti og hans kone Daniela fundet det perfekte sted for deres gård og familie.
Parret dyrker 3 hektar vinstokke fordelt på to marker, hvoraf de laver vin fra 1,2 hektar og lejer de resterende 1,8 hektar ud. Begge vinmarker deler den samme ler- og kalkholdige jord.
Lige over en hektar er beplantet med 25 år gamle stokke af Montepulciano, og på de resterende 2000 kvadratmeter står der 40 år gamle Trebbiano-stokke.
La Lèna er struktureret rosato på ren Montepulciano. De hele klaser presses direkte med stilke og mosten gærer på stål, hvorefter vinen overføres til en blanding af gamle tonneaux og barriques, hvor den lagrer uden indblanding indtil Juli den følgende sommer. Her er moden rød frugt, jord og kalk, og vildt elegant struktur.