Beskrivelse
Les Vignes du Fresche blev grundlagt i 2022, af førnævnte Monsieur Houtin og hans gode ven Daniel Craker, som tidligere har været både importør og kældermester i Bordeaux.
De arbejder med hele 32 hektar økologiske vinmarker i Coteaux de la Loire i Anjou, hvorfra Marc før har købt supplerende druer til Grange aux Belles i de år, hvor frosten har gjort kritiske indhug i høsten.
Tanken med Vignes du Fresche er meget lig La Grange aux Belles – sund og ren naturvin på tårnhøjt niveau, og til menneskepriser.
Derudover har de plantet i hundredevis af træer ud i vinmarkerne for at øge biodiversiteten og yde beskyttelse til stokkene, samt rykket trætte vinstokke op for at give plads til græsarealer, så heste til markarbejde og får til gødning og naturlig beskæring får plads at boltre sig på. Ydermere opsamles der regnvand, der er planer om solcelleanlæg for at dække energiforbruget i vineriet i sommerhalvåret, flaskerne består af letvægtsglas for at mindske transportomkostninger osv osv.
Med andre ord – der er tænkt over sagerne!
Plumy er Pétillant Naturel på Chenin Blanc med en smule Chardonnay. Vinen er degorgeret, og står derfor helt rent i glasset – og opfører sig også mere henad en Cremant end en PetNat. Stor moden frugt, en smule autolyse, sprød syre, blide bobler. En boblevin der smager langt over dens vægtklasse.